Svaneke havneby med bryghus, røgeri m.v.

Svaneke er en idyllisk havneby beliggende i den nordøstlige del af Bornholm. Byen fik status af købstad i starten af 1500-tallet, men man mener, at der har været fiskerleje allerede tilbage i 1200-tallet. Med sine ca. 1.100 indbyggere er Svaneke en af Danmarks mindste købstæder.

Svanekes status som købstad har i høj grad præget bybilledet, hvilket ses allertydligst i området omkring havnen og torvet, som er præget af store velbevarede købmandsgårde. Svaneke modtog i 1975 Europarådets guldmedalje for den meget smukke og velbevarede bymidte. Her ligger blandt meget andet en gammeldags købmandsforretning, en bolsjefabrik, en lakridsfabrik og Chokoladeriet.

Omkring byens havn finder man adskillige cafeer, værtshuse og restauranter.

Byen er kendt for sit store silderøgeri, Røgeriet i Svaneke, og for sit bryghus, hvor der, bortset fra en kort pause, er blevet brygget øl siden 1750.

Svaneke er også centrum for kunsthåndværk og byder på et væld af alt lige fra glaspusteri til keramikværksteder.

Blandt byens mange andre attraktioner kan nævnes vandtårnet fra 1952, tegnet af den berømte danske arkitekt Jørn Utzon. Det er i dag fredet, men fungerede som vandtårn indtil 1988, hvor byens vandforsyning blev omlagt. Svaneke huser også Bechs mølle - Danmarks ældst bevarede stubmølle bygget i 1629. Møllen har fået sit navn efter Hans Bentzen Bech, som overtog møllen i 1814. Familien ejede møllen i tre generationer frem til 1928.

I den sydøstlige udkant af byen finder man Svaneke kirke, bygget ca. år 1350, og ca. 3 kilometer sydvest for Svaneke ligger Sankt Ibs Kirke, en romansk kirke opført i slutningen 1100-tallet, hvis altertavle er malet af C. W. Eckersberg i 1846.

Som hovedparten af de bornholmske byer, har Svaneke også sin egen havn, hvor der hver sommer er travlhed med masser af lystsejlere og turister i og omkring den meget charmerende havn.

Svaneke Havn
Svaneke Havn





Østerlars Kirke - rundkirker på BornholmØsterlars kirke, der i middelalderen var indviet til Skt. Laurentius, er den største af Bornholms fire rundkirker og en af Bornholms mest besøgte seværdigheder. Man mener, at kirken, der er bygget af rå kløvede kampesten, blev opført ca. år 1150. Læs mere her om rundkirker
Almindingen - EkkodalenAlmindingen er en af danmarks største skove og ligger midt på Bornholm. Almindingen betyder "Alle mands eje" og kommer sig af, at Almindingen tidligere blev brugt som fællesareal for alle bønderne i området, hvor kreaturer fik lov at græsse. Læs mere her om Almindingen
Hammershus - BornholmHammershus er Nordeuropas største borgruin og også Bornholms mest besøgte attraktion. Hammershus er beliggende på en klippeknude, og hæver sig derfor storslået 74 meter over havet med stejle klipper ud mod Østersøen. Læs mere her om Hammershus